PR2 - Etableret 1983 - PRINCE2® fra 2002
Telefon +45 40 51 56 73
  • Forside
  • PRINCE2 kursus
  • Om PRINCE2
    • Hvad er PRINCE2?
    • Mere om PRINCE2
    • PRINCE2 Eksaminer
    • QUIZ
    • Ledelsesprodukter med vejledning
    • Rådgivning
  • Bliv projektleder
  • Viden
  • Video
  • Download
  • Om PR2
    • John A. Hunderup
    • Akkrediteringer
    • Persondatabeskyttelse
    • Kontakt

​Sådan bliver du projektleder: "#1 - Er det noget for mig?"

2/5/2018

1 Comment

 
Den første artikel handler om de overvejelser du bør gøre dig, for at finde ud af om det overhovedet er noget for dig at blive projektleder.
Se oversigt over alle artiklerne her.
Billede
Billede
Billede
Billede
Du bør som det første grundigt overveje om projektlederjobbet i det hele taget er noget for dig som person og om du er sikker på, at det er en karrierevej, du vil følge.

Fra fagperson og tekniker til projektleder

Mange fagpersoner og teknikkere oplever, at de med tiden får mere eller mindre ledelsesansvar og måske glider ind i projektledelseslignende roller. Overvej, om du faktisk vil have det godt med, at dine faglige og tekniske arbejdsopgaver udgør en mindre procentdel af din dag. 

Vær også opmærksom på, at projektledelsesopgaver har det med at gribe om sig. Det kan betyde, at en aftale om at du bruger en given del af din dag på projektledelse kan blive vanskelig at overholde, hvis projektet begynder at kræve mere styring og ledelse.

Hvis du tiltrækkes af alt det nye der skabes i projekterne og den innovation som projekterne medvirker til, så kan du overveje om det er som projektleder du skal bidrage. Alle skal ikke nødvendigvis være projektledere, der er også brug for gode planlæggere, gode forhandlere, gode projektadministratorer, gode tekniske teamledere etc. Eller måske tiltaler en rolle som en kompetent faglig projektdeltager dig mere. Projektdeltagelse er i høj grad også en relevant kompetence i forhold til projekterne.

Styring, ledelse, planlægning og rapportering er dog kerneopgaver i ethvert projekt. Opgaver som du skal kunne lide at arbejde med og være forberedt på at arbejde en del med.

Tænk over, om du i tilstrækkelig grad får tilfredsstillet dit behov for at arbejde med dine faglige og tekniske kompetencer. Eller om du måske nærmere tvinges til at tage dig af projektledelsesopgaver, som du helst var fri for. 

Faglig – domæneviden og projektindhold

Det er vigtigt for projektlederen at beherske det man kalder domæneviden, dvs. en vis faglig og teknisk viden om det felt som projektet omhandler. Et eksempel: Bygge/anlægsprojektledere bør kende til det at bygge huse, men ikke nødvendigvis kende alle de tekniske specifikationer i elinstallationen.

Så der kan fortsat være god brug for din faglige / tekniske viden som projektleder.

Vær opmærksom på, at mange projekter omfatter flere fagdomæner. Hvis din tekniske viden fx er inden for it, så må du være opmærksom på, at projektet også kan omfatte forandringer, uddannelse og organisatoriske ændringer, som du også skal kunne magte at styre og lede som projektleder.

Ethvert projekt kan ses fra forskellige synsvinkler. Der kan være en teknisk side, en organisatorisk side, en politisk side og en forretningsmæssig side. Du kan som projektleder ikke undgå at blive involveret i alle synsvinkler. Er du parat til det? Er du fx også parat til at forvalte en del af din virksomheds investeringsbudget? 

I en senere artikel behandler jeg projekttyper i forhold til vurdering af dine ønsker og forventninger til projektlederrollen.

Arbejdet som projektleder varierer fra virksomhed til virksomhed

Afhængig af hvordan projekterne styres og ledes i den pågældende virksomhed, kan indholdet i projektlederarbejdet variere meget. Arbejdes der fx meget formelt, med omfattende krav til dokumentation og rapportering, kan der ligge meget administrativt arbejde i rollen. 

Vær også klar over, at du nogle gange vil møde en ikke-defineret projektarbejdsform og at du kommer til at udvikle og definere den selv.

Tænk over det, hvis du ønsker at gå projektledervejen i den virksomhed, hvor du allerede er ansat eller hvis du søger et job, der skal føre til projektlederrollen i en ny virksomhed. Du bør spørge ind til projektformen og få forståelse for hvordan der arbejdes. Spørg ledere, projektledere og projektmedarbejdere.

Personlige egenskaber

Når du tænker over om det er noget for dig, skal du også tænke over, om dine personlige egenskaber fungerer i en rolle som projektleder. 

Vær opmærksom på, at projekter til tider kan være kaotiske, konfliktfyldte, tidspressede og risikofyldte. Vil du have det godt med, at din dagligdag til tider er sådan? At alle kigger i retning mod dig for a få løst problemer? At det er dig, der står på mål og får kritikken for beslutninger der tages i projektet? Kan du arbejde med at modtage kritik af faglige og ledelsesmæssige forhold og forstå, at du ikke nødvendigvis må opfatte det som en kritik af dig som person?

I en tråd om projektledelse så jeg en projektleder der fortalte, at han havde denne note hængende foran sig:

Six phases of a project:
1. Enthusiasm
2. Disillusionment
3. Panic
4. Search for the guilty
5. Punishment of the innocent
6. Praise and honors for the non-participants


Det er nok at sætte sagen på spidsen. Men det kan være et hårdt og til tider utaknemmeligt job at være projektleder.

Jeg har set projektledere gå ned med stress over for meget administrativt arbejde og tunge ansvar, men også projektledere med stress over kaos og konflikter i og omkring projektet.

Presset på projektlederen varierer meget fra virksomhed til virksomhed. Det afhænger i høj grad af, hvordan virksomheden gennemfører og styrer projekter, men i høj grad også af hele kulturen i virksomheden. 

Presset på projektlederen afhænger i særlig grad af, hvor meget ansvar ledelse og styregruppe tager for projektet og hvor meget de støtter deres projektledere. Dette varierer lige fra, at hele ansvaret ligger hos projektlederen, til at ledelsen tager fuldt ejerskab for projektet og lader projektlederen arbejde med små bidder ad gangen. Og det varierer lige fra at projektlederen ses som ’fjenden’, der skal presses mest muligt, til at projektlederen ses som en samarbejdspartner, der skal støttes og som arbejder for ledelse og styregruppe. 

Tjek kulturen ved at tale med både ledere, projektledere og medarbejdere.

Jeg har samlet en liste over nogle væsentlige personlige egenskaber for en projektleder nedenfor. Listen er på ingen måde total, fx skal du have en række yderligere personlige egenskaber for at være en god leder:
  • Være god til at arbejde målrettet og struktureret
  • Kunne fastholde mål og fremdrift, og ikke lade sig distrahere af hindringer der kan undgås
  • Have en god menneskelig indlevelsesevne
  • Være god til at lytte
  • Være god til at skabe struktur 
  • Føle dig tilpas i den forvirring og det kaos med tilhørende konflikter, der af og til kan herske i projektet 
  • Både have sans for detaljen og for overblikket
  • Ikke lade dig slå ud af store eller små bump på vejen
  • Være god til at kommunikere, både med ledelse og medarbejdere
  • Have mod! – ofte til brug for ’det kvalificerede nej’

Tænk over disse punkter, når du overvejer projektlederrollen

Til slut en liste med opsamling på de væsentligste punkter som du bør tænke over, her på tærsklen til projektlederrollen:
  • Vær bevidst om at gå ind i rollen som projektleder
  • Overvej om du har det godt med at arbejde mindre med dine faglige og tekniske kompetencer 
  • Er en rolle som hyppig projektdeltager, hvor du i højere grad kan anvende dine faglige og tekniske kompetencer, et bedre valg – evt. i en første periode?
  • Sørg for klare aftaler om, hvor meget du skal arbejde som projektleder og hvor meget du skal arbejde med din faglige / tekniske viden
  • Er din domæneviden solid og er du i stand til at sætte dig ind i de andre fagdomæner og synsvinkler, der kan forventes i projekterne
  • Søg viden om, hvordan projekter styres og ledes i den virksomhed, hvor du tænker at blive projektleder. Er det en form og en kultur, hvor du kan se dig selv?
  • Tænk over, om du har de rette personlige egenskaber 
  • Tænk over, hvordan du som person vil have det som projektleder for til tider kaotiske, konfliktfyldte, tidspressede og risikofyldte projekter
  • Tjek om ledelseskulturen, i den virksomhed hvor du søger projektlederrollen passer til dig
  • Tænk over, om du finder det motiverende at tage ansvaret for projektet og være den som din virksomhed taler med og kigger på, når det går godt og når der er problemer

Kom tilbage og læs de følgende artikler, som bl.a. vil omhandle emner som: Projekttyper, erfaring og uddannelse, den første opbygning af erfaringer og hvordan du kan komme i gang i trin ét.

Copyright John A. Hunderup - PR2. Alle rettigheder forbeholdes
Bloggens artikler må kun citeres med kildeangivelse: "www.pr2.dk/blog - John A. Hunderup"



1 Comment
Lene
14/5/2018 15:57:56

Informativ og tankevækkende artikel. Især det der omhandler at spørge ind til kulturen og projektformen i virksomheden.
Kulturen i en virksomhed synes jeg er alt afgørende, hvis man søger nyt job. Men det kan være svært at få et præcist svar, måske fordi det netop afhænger af, hvem man spørger.
Tak for artiklen - jeg ser frem til de kommende:-).

Reply

Your comment will be posted after it is approved.


Leave a Reply.

    Her finder du viden om projektstyring i praksis. Enkle og klare forklaringer om projektlederens udfordringer - med råd og vejledning - der supplerer PRINCE2®-metoden. 

    Søgeord

    All
    Agile
    Bliv Projektleder
    Businesscase
    Certificering
    Erfaring
    Foundation
    Kvalitet
    Ledelsesprodukter
    Lederskab
    Organisation
    Planer
    Planlægning
    PRINCE2
    PRINCE2 Manifest
    Projektledelse
    Projektleder
    Projekttyper
    Risiko
    Roller&Ansvar
    Skabeloner
    Styregruppe
    Styregruppeformand
    Uddannelse


    Er der emner du kunne tænke dig at få behandlet i en artikel?
    Giv mig et vink!
    John A. Hunderup, PR2
    View my profile on LinkedIn

    Copyright John A. Hunderup - PR2.

    ​Alle rettigheder forbeholdes

    Bloggens artikler må kun citeres med kildeangivelse: "www.pr2.dk/blog - John A. Hunderup"

Vi hjælper med

Info om PRINCE2-metoden
PRINCE2 certificering
Rådgivning
Viden om projektledelse

Om

PR2
John A. Hunderup
​Akkrediteringer
Persondatabeskyttelse

Kontakt

Kontaktformular
Telefon +45 40 51 56 73
Mail

Følg os

Viden om Projektledelse i Praksis
© COPYRIGHT PR2 2025
​ALL RIGHTS RESERVED.
PRINCE2® and the Swirl logo are registered trademarks of the PeopleCert group. Used under licence from PeopleCert. All rights reserved.